Skip to content Skip to footer
NetværksGolf Danmark

Konceptbeskrivelse

Ide

Netværksgolf Danmark (herefter NG) er et erhvervsnetværk for golfspillende erhvervsfolk, der ønsker at være med til at skabe den næste verdensstjerne i Dansk Golf, og samtidigt udvikle eget golfspil.

Ideen til NG er opstået af kærlighed til spillet, samt et kendskab til hvor meget det betyder for de unge golfspillere, at have et stærkt netværk, de kan få støtte fra, mens de kæmper for at komme gennem nåleøjet til de store tours.

Samarbejde med golf proer og EccoTouren

Et af de særlige kendetegn ved NG, er at vi tilknytter en række golf proer til netværket, som vil stille deres store golfkompetencer til rådighed for netværkets medlemmer. 

Dette vil i golfsæsonen, foregå til Pro-Ams på EccoTouren, og i offseason til NG’s arrangementer, hvor proerne bl.a. vil undervise medlemmerne teknisk, men også komme med ”protips”, til optimering af f.eks. fysisk træning mv. 

For proerne vil netværket yde støtte, både i form af kompetencer de kan bruge på deres vej mod de store tours, og med økonomi, der kan lette vejen lidt. 

Eksempel på kompetencer vi oplever, proerne kan have gavn af fra netværket er fx Mentaltræning, Fysisk træning, Markedsføring, Udstyr og påklædning, Skat og revision mv. 

Reelt begrænses mulighederne for støtte til proerne, kun af kompetencerne i netværket. 

I NG’s ”Pilotsæson 2022”, opbyggede vi et godt samarbejde med EccoTouren. Samarbejdet betyder at vi får rigtig skarpe priser på deltagelse i Pro-Ams og derved kan skabe rigtig god værdi for vores medlemmer. Dette samarbejde er blevet evalueret i november 2022, og både NG og EccoTouren er opsatte på et fortsat samarbejde.

På nuværende tidspunkt har vi 4 Ecco-Tour proer tilknyttet. 2 bosiddende i henholdsvis i Jylland og på Sjælland. Så har vi tilknyttet en Paragolfer, som vi vil hjælpe hen imod sit mål at deltage på EDGA Tour. (European Disabled Golf Association). På sigt håber vi at kunne tilknytte flere proer, og inkludere kvindelige golfspillere i netværket.

Udbytte for medlemmer

Udbyttet for medlemmerne er i altovervejende grad relationer. Ift. øvrige netværk, er det specielt de tætte relationer der bygges til proerne, der skaber et andet produkt end du kan få i mange andre golfnetværk. Disse relationer giver både mulighed for at blive en markant bedre golfspiller, men også en mulighed for at have en ”aktie” i en potentiel kommende verdensstjerne. 

Fra vores første år, ved vi at mange har en ”wow” oplevelse, når de kommer på banen med de professionelle, og denne oplevelse bliver ikke mindre, når det er nogen du kender og har et personligt forhold til.

Sponsorer

NG forventer i løbet af de kommende år at blive en væsentlig og kendt interes-
sent på den danske professionelle golfscene. Derfor ønsker vi at tilknytte sponsorer, som kan støtte økonomisk, mod at vi repræsenterer virksomhederne til vores arrangementer.  

Repræsentationen kan ske med logo på tøj, som bruges til mindst 5 forskellige Pro-Am turneringer på EccoTouren. Det kan ske med flag eller roll-ups til netværkets arrangementer. 

Alle sponsorer bliver derudover nævnt, på hjemmeside, sociale medier og nyhedsbreve. 

I vores Pilotsæson 2022, nåede vores mest populære Facebookopslag ud til 3.500 personer og 845 interagerede med indholdet. For et netværk, der alene beroede på de 3 stiftere og netværksmedlemmer fra deres private omgangs-
kreds, samt de 4 proer, synes vi det er et ret pænt marked at ramme, og vi forventer når netværket for alvor starter op, at opslagene vil nå 5.000 til 10.000 personer og stige derfra, efterhånden som netværket udvides.